Teater Vestvolden i Hvidovre er klar med nyt program til den kommende teatersæson

Der er masser af levende oplevelser for børn og unge og deres voksne, når tæppet går for den kommende sæson i hele Hvidovres teater.

I samarbejde med DR giver Teater Vestvolden debut til den folkekære Lillebror-dukke i forestillingen ‘Lene og Lillebror’, der er den første danske teaterversion baseret på det legendariske tv-børneprogram Ingrid og Lillebror, som blev sendt i DRs ‘Kikkassen’ 1960’erne og 1970’erne.

Teaterforestillingen kommer til at hedde ’Lene og Lillebror’, da DRs smækbukse-beklædte dukke i forestillingen får selskab af skuespilleren Lene Hummelshøj. Sammen med filmklip, nyskrevet musik og sange vil ‘Lene og Lillebror’ tage nye generationer med tilbage til dengang far og mor – eller bedstefar og bedstemor – så ‘fjernsyn for dig’ og fortælle dem en historie om at være barn dengang og nu.

“Vi har lyst til at beskrive den tid, som Lillebror repræsenterer, i et forsøg på at forstå, hvordan det var at være barn dengang i forhold til i dag,” siger teaterchef Stephan Pollner.

‘Lene og Lillebror’ bliver skabt for børn fra 3-6 år og deres voksne og får premiere den 15. marts 2018 på Teater Vestvolden og vil herefter turnere landet rundt i Teater Vestvoldens særlige teaterbus.

Sæsonens anden store nyproduktion bliver en dramatisering af kultfilmen ‘Fucking Åmål’, der står som en af de vigtigste nordiske ungdomsfilm nogensinde med en fortælling om den første kærlighed, om at finde sig selv og turde stå ved, hvem man er.

Det er den gode historie fortalt med et særligt twist, som er blevet Teater Vestvoldens umiskendelige aftryk, fortæller teaterchef Stephan Pollner.

“‘Fucking Åmål’ ligger rigtig godt i tråd med vores populære forestillinger som Zappa, Taynikma og Et mærkeligt skib, hvor vi tog afsæt i en velkendt bog eller film og udnyttede teatrets virkemidler til at vise det velkendte på en ny og anderledes måde. I ‘Fucking Åmål’ er det tre professionelle skuespillere, der spiller alle rollerne i den velkendte film, både de voksne og de unge, som bokser med livet i en forstad. På den måde bliver forestillingen en historie om at være ung og voksen til de unge i en forstad, så publikum får et stærkt og rørende perspektiv på deres eget familieliv her i Hvidovre,” siger Stephan Pollner.

‘Fucking Åmål’ er en forestilling for børn og unge fra 12 år, der kan opleves fra den 21. september 2017 på dit teater i Hvidovre. Og der er grund til at glæde sig, hvis man skal dømme på anmeldelserne efter snigpremieren i april:

“Der er en befriende humor – men også en varm og oprigtig ægte kærlighed i forestillingen. Man føler med Agnes, og man er boblende glad indvendig, når kærligheden til sidst sejrer. Hurra for mangfoldigheden og hurra for forestillingen,” skrev netmediet XQ28 og uddelte fem anmelderstjerner til ‘Fucking Åmål’.

Ud over professionel teater af højeste kvalitet er Teater Vestvolden kendt for at være hele Hvidovres comedy-scene. I den kommende sæson er der vanen tro masser af upassende underholdning med stand-up-showet ‘Open Mic’, der kommer på plakaten den første onsdag hver måned.

‘Open Mic Julevarieté’ er Hvidovres sjoveste juleshow, der underholder i november og december. Oplev kendte komikere, der lægger salen ned med deres stand-up-show, klassikeren Hatten rundt med Søren Hauch Fausbøll, Claus Bue, bankosspil, musikalske indslag, nycirkusartister og ikke mindst Teater Vestvoldens eget husorkester.

I løbet af sæsonen vil Teater Vestvolden også bringe teatret ud i byen med pop-up-teater, som er et gratis tilbud til alle borgere i Hvidovre, der kan bestille Teater Vestvoldens Teaterbusser til arrangementer på den lokale skole, kulturinstitution eller til byfesten. Læs mere på teatervestvolden.dk og bestil dit lokale teater til at poppe op i Hvidovre nær dig.

Det er også i den kommende sæson, at Teater Vestvolden giver debut til en ny teaterscene dedikeret til de mindste teatergæster. Bag navnet ‘Nøøøj, det’ for børn’ gemmer sig en række forestillinger for børn fra 3-6 år, som bliver præsenteret på en hyggelig og intim scene med plads til 50 publikummer, der kommer helt tæt på oplevelsen i teatret. Oplev blandt andre juleforestillingen ‘Ja, ja nemlig’ skrevet af Thomas Winding.

I den nye sæson giver Teater Vestvolden desuden debut til en spritny popcornmaskine, som kan poppe 300 liter popcorn i timen. Så tag børn og børnebørn, venner og kolleger med under armen til masser af levende oplevelser på dit lokale teater i Hvidovre.

KALENDER