Ældre Sagen på Teater Vestvolden

Ældre Sagen og Teater Vestvolden præsenterer i samarbejde koncert med sanger og skuespiller Lotte Arnsbjerg, som synger kendte sange af Kai Normann Andersen den 10. december klokken 16 på Teater Vestvolden i Hvidovre.

Ældre Sagen har udlovet 100 koncertbilletter for frivillige inden for demens og plejehjem, mens Teater Vestvolden lægger gratis sal til arrangementet, som også kan opleves som streaming på sociale medier, fortæller teaterchef Stephan Pollner.

“Vi er rigtig glade for at åbne dørene til dette dejlige og vigtige arrangement i samarbejde med Ældre Sagen. Vi har før haft en fyldt sal af publikum, der har sunget med på ‘Toner fra himlen’, og at det denne gang nu også er muligt at sidde rundt på plejehjem og ældrecentre og synge med online synes jeg er en helt fantastisk ide! Vi glæder os!,“ siger Stephan Pollner.

Streaming for ældre
Koncerten transmitteres live på Ældre Sagens YouTube-kanal samt Frivilligportalen, så frivillige og ældre i hele landet kan opleve koncerten på Teater Vestvolden. Optagelserne vil efterfølgende blive klippet til 10 korte videoer, som frivillige inden for demens og plejehjem kan bruge, når de kommer ud på plejehjem eller ved besøg i hjemmet og i mødesteder og caféer.

Toner fra himlen begynder klokken 16, og koncerten er programsat til to timer. Dørene åbner kl. 15. Hvis man deltager, accepterer man samtidig, at koncerten optages.

 

KALENDER