En ordløs flugt fra hamsterhjulet
To krumryggede arbejdsnarkomaner arbejder deres liv væk foran en skærm i et dystopisk kontorunivers lavet af papir. Deres hverdag styres af en altseende chef, der kræver ubetinget lydighed. De drikker blæk for at fungere, for at passe ind. Men noget begynder at krølle og knitre. Midt i monotoniens maskineri vågner papiret. Ud af stakken folder en lille dukke sig frem – levende og legende. Med barnlig stædighed og ukuelig fantasi rusker den op i kvindernes glemte drømme og længsler. Dukken vokser. Med hvert opgør, hvert smil, hver kamp mod det fastlåste, bliver den større – til den rejser sig næsten tre meter høj og tager kampen op mod det sorte blæk og kontrollens kolde greb.
“Paperlicious” er en sanselig, mørk og humoristisk fortælling uden ord, hvor papir bliver både scenografi, lyd og karakter. Et dystopisk mareridt – og en håbefuld drøm – om at huske, hvem vi er, før vi glemmer det helt.