En teaterjulekalender på Vestegnen
Folkekirkens Skoletjeneste Vestegnen og Teater Vestvolden i Hvidovre er gået sammen om en julekalender til alle skoler på Vestegnen.
Hver skoledag i december ruller Teater Vestvoldens store julepyntede bus ind foran kulturhus Risbjerggård og Teater Vestvolden. Ud træder tre skuespillere: Kongerne af Vestegnen. De tre konger leder efter den nye konge, som de har fået tegn om skal komme til Vestegnen.
Kongerne på Vestegnen er en teateroplevelse som udgangspunkt for et skolefagligt arbejde, hvor fortællingen om de hellige tre konger sættes i forhold til alle de gode håbsfortællinger, som man kan møde på Vestegnen.
Forestillingen er delvist improviseret og tilpasset de historier, som eleverne selv skaber.