Miniudstilling og legerum med Lene og Lillebror

I forbindelse med forestillingen Lene og Lillebror åbner Teater Vestvolden en lille miniudstilling og et spillerum med legetøj og sjældne rekvisitter, der fortæller historien om DRs navnkundige Lillebrordukke.

Udstillingen om Lillebror viser de gamle rekvisitter fra DRs arkivmateriale og billeder, afslører, hvordan teater Vestvoldens Lillebror dukke er blevet lavet som en tro kopi af den originale dukke af DRs værksteder. Publikum kan desuden se Lillebrors originale klaver, kaffekanden og spilledåsen og høre smagsprøver på de gamle Ingrid og Lillebror-sange fra de gamle programmer.

Hinkeruden og kinskak
Som en del af udstillingen er der spillerummet, hvor man kan møde eksempler på legetøj og spil gennem tiden. Her er hinkeruden, Ludo og Kinaskak og brætspil fra dengang i 60’erne og 70’erne, hvor Lillebror var fremme. Men der er også nyere legetøjssager som He-man-figurer og computerspil.

“Vi har lavet udstillingen for at hylde Lillebror, men også fordi forestillingen handler om at lege sammen. Derfor synes vi, det er sjovt at se, hvad man har leget med gennem tiden fra Lillebror og op til i dag,” siger teaterchef Stephan Pollner.

Også for pilfingre
I modsætning til gængse udstillinger, så må man røre ved alt, der er stillet frem i spillerummet. Det er faktisk meningen, at man sætter sig ned efter forestillingen og tager hul på at lege med de udstillede spil og legetøj sammen med børn og børnebørn. Og imens kan man jo nyde et bægre friske popcorn eller spise sig en is som kan købes i baren. Entre til udstillingen og legerummet er inkluderet i billetten til forestillingen Lene og Lillebror.

KALENDER