HiLS DiN MOR og Teater Vestvolden præsenterer…
FUCKING ÅMÅL
Den første danske teaterversion af Lukas Moodyssons banebrydende ungdomsfilm om to pigers kærlighed og drømme i en lille fordomsfuld by
Premiere 21. september 2017
Agnes og Elin bor i Åmål. Selvom Agnes har boet i byen i to år, har hun stadig ingen venner. Hun er håbløst forelsket i Elin, der er skolens mest eftertragtede pige, men hun tør ikke sige det til nogen, fordi hun er bange for at blive mobbet. Da deres veje endelig krydses, går det op for dem, at de har en hel del til fælles, og en uventet rejse begynder.
Den svenske filminstruktør Lukas Moodysson bragede ind på verdensscenen med premieren på Fucking Åmål i 1998. Filmen står i dag som en af de vigtigste nordiske ungdomsfilm nogensinde og har givet inspiration til flere skandinaviske hverdagsdramaer om unge som den populære norske tv-serie ‘SKAM’.
Nu får både filmen og tv-serien premiere på den danske teaterscene med blot en uges mellemrum, når Fucking Åmål kan opleves på Teater Vestvolden i Hvidovre fra den 21. september med en historie om den første kærlighed, om at finde sig selv og turde stå ved, hvem man er.
I teaterudgaven af Fucking Åmål bliver hovedparten af filmens rollebesætning spillet af tre skuespillere med Christine Sønderris som Agnes, Mia Lerdam som Elin og René Benjamin Hansen i rollerne som blandt andre Johan, Jessica og Viktoria. Mia Lipschitz har iscenesat Julie Maj Jakobsens dramatisering af Lukas Moodyssons originale filmmanuskript.
Fakta
Instruktion: Mia Lipschitz
Scenograf: Katrine Gjerding
Dramatiker: Julie Maj Jakobsen
Medvirkende: Mia Lerdam, Christine Sønderris, René Benjamin Hansen
Spilleperiode: 21. september – 9. november 2017
Spillested: Høvedstensvej 49, 2650 Hvidovre
Spilledage: Tirsdag kl. 10.30, Onsdag kl. 10.30 & 13, Torsdag kl. 10.30, Fredag kl. 20 og Lørdag kl. 17
Billetter fra 40 – 165 kr.
Billetbestilling på teatervestvolden.dk eller teaterbilletter.dk
Co-produktion: Forestillingen er produceret i samarbejde med teater HiLS DiN MOR. Teaterforlag: Nordiska ApS – København
Turné: Fucking Åmål kan bestilles til teaterforeninger og skoler i foråret 2018 – kontakt HiLS DiN MOR for mere information.
Turnéperiode: 02.10.17 – 20.10.17 og 13.11.17 – 24.11.17 samt 10.03.2018 – 22.04.2018.
Baggrund
Citat Teater Vestvoldens teaterchef Stephan Pollner:
Fucking Åmål er en universel historie om at være ung og lære at turde stå ved, hvem man er, og selvom filmen fik premiere tilbage i 1998 spiller de emner og tabuer, som har været
med til at gøre den berømt og berygtet, stadig en afgørende rolle for rigtig mange unge i dag. Derfor har vi valgt at lave forestillingen Fucking Åmål, fordi vi som teater gerne vil være med til at skabe forestillinger, som tager fat i de emner, der optager de unge, og som betyder noget for dem og deres voksne.
Citat HiLS DiN MORs producent Jesper Frølund Hansen:
Vi har længe gerne villet lave Fucking Åmål på teaterscenen, da vi som teater tager udgangspunkt i historier om homoseksualitet og synes, at filmen belyser rigtig godt, hvorfor det kan være svært at være anderledes ude i de mindre samfund. Vi i HiLS DiN MOR var selv unge og forvirrede homoseksuelle, da filmen kom i 1998, og den var helt sikkert med til at rykke noget i os, som vi gerne vil formidle videre til de unge i dag. Moodysson har virkelig fanget nogle fine detaljer og reaktionsmønstre alle kan relatere til og spejle sig i, om du er homoseksuel eller ej.
Vores teater laver normalt egenproduktioner i form af mindre LGBT-projektforestillinger, som vi tager rundt med på skoler i hele landet. Vores målgruppe er de unge, da det er i den aldersgruppe seksualiteten og identiteten udvikler sig. Det er her, man har brug for svar på en masse spørgsmål, og det er derfor, vi laver ungdomsforestillinger om dette emne. Vi laver teater for at oplyse de unge og forhåbentlig være med til at udviske nogle af de fordomme, der findes derude, der kan gøre det svært at springe ud som homoseksuel. Vi blev meget glade for, at Teater Vestvolden ville indgå et samarbejde om at lave denne forestilling, og vi glæder os til, efter spilleperioden i Hvidovre, at tage på turné rundt på skoler og andre teater i landet og fortælle historien om Åmål.
Om Teater Vestvolden i Hvidovre
Teater Vestvolden er hele Vestegnens teater i Hvidovre. Som professionelt egnsteater har Teater Vestvolden som opgave at levere de gode fortællinger og de vigtige historier, der rammer og rører på tværs af alle aldre. Repertoiret tager ofte udgangspunkt i kendte titler som teatrets populære dramatisering af Bjarne Reuter-klassikeren Zappa, men også nye fortællinger som Et mærkeligt skib og Taynikma – skyggens vilje er produceret af Teater Vestvolden. Alle forestillinger bliver skabt af et professionelt hold af scenekunstnere og kan opleves på teatrets black-box-sal på Høvedstensvej i Hvidovre eller på turné i teatrets teaterbusser, der er de to eneste tilbageværende mobile teatre af sin slags i Danmark. I den forgange sæson 2016/17 blev Teater Vestvoldens forestillinger set af 19.000 publikummer i Hvidovre og resten af landet.
Om HiLS DiN MOR
HiLS DiN MOR er en teaterforening uden faste lokaler, der laver forestillinger på projektbasis. Teatret har eksisteret siden 2010 og dets vigtigste budskab er at fremme forståelsen for og accepten af homoseksuelle på lige fod med majoriteten. Teatret har de seneste år turneret i hele landet med ungdomsforestillinger for Folkeskolens 6.-10. klassetrin. Forestillingen Hate crime – en kærlighedshistorie har siden 2015 været udbudt gratis til skoler i Københavns Kommune i forbindelse med kommunens antidiskriminations kampagne STEMPLET.