Virtual reality på TeaterVestvolden

Kattejammer rock anvender den nyeste VR-teknologi for at give publikum en helt særlig oplevelse

Som det første teater i Danmark har Teater Vestvolden skabt en forestilling, der inddrager virtual reality som en integreret del af forestillingen.

“På Teater Vestvolden forsøger vi altid at gå nye veje for at udvikle teateroplevelsen og lægge et twist til de historier, vi sætter på scenen. I forestillingen Kattejammer rock anvender vi den nyeste VR-teknologi for at inddrage publikum og skabe en helt særlig oplevelse. Netop den vigtige historie med et twist er teatrets kunstneriske ambition hver gang, teatret lægger navn til en ny forestilling,” siger Teater Vestvoldens teaterchef Stephan Pollner.

Teknologien integreres for første gang
Virtual reality er ikke et nyt fænomen i dansk teater, men det er første gang, at teknologien bliver en integreret del af teateroplevelsen. Det fortæller scenograf og interaktionsdesigner Jakob la Cour fra produktionsselskabet Studio la Cour, der står bag udviklingen af VR-integrationen i Kattejammer rock.

“Tidligere har virtual reality været anvendt som et tillæg eller en effekt til en teaterforestilling. I Kattejammer rock bruger vi for første gang teknologien som en integreret del af den samlede oplevelse. Når publikum møder forestillingens hovedperson for første gang, så sker det for eksempel gennem brugen af VR, der er et gennemgående element i forestillingen fra start til slut,” siger Jakob la Cour.

Nye aspekter til teateroplevelsen
Kattejammer rocks interaktive teknologi inddrager publikum på en måde, der giver nye aspekter til teateroplevelsen. Noget, som absolut flugter med en målgruppe, der er såkaldt digitalt indfødte, og for hvem virtual reality er et kendt medie.

“Virtual reality er et inddragende redskab, da publikum må bevæge hoved og krop for at interagere med mediet. Det skaber interessante interaktioner for publikum, der må handle aktivt. Publikum ser heller ikke de samme detaljer, da 360 graders VR-video har indhold i alle retninger. Det skaber sociale rum for samtale, når f.eks. Anna fra 6B pludselig peger ud i luften og siger: “Se, min papfar bor i den der røde boligblok derovre,” siger Jakob la Cour.

Fra bøgernes verden er publikum vant til at møde en virkelighed filtreret gennem hovedpersonens indre. Med virtual reality-teknologi bliver det nu også muligt for en teaterforestilling at lade publikum dykke ind i hovedpersonens indre.

“Med VR-teknologien kan publikum komme ind i hovedet på forestillingens karakterer og opleve deres indre tanker og følelser. Når publikum møder hovedpersonen Liva, er de inden i hendes hoved og ser, hvad hun tænker. Med virtual reality kan forestillingen også rejse med Liva tilbage i tiden og genopleve fortidige minder og på egen krop mærke den intimiderende oplevelse af, at blive omringet af fremmede mænd i hendes hjem eller se, hvordan Liva, efter at være faret vild som lille, forestiller sig, at der kommer grønne væsner frem i skovens mørke,” siger Jakob la Cour.

Skulpturelle skærme
Der er massiv lyssætning omkring to enorme 5 x 3 meter skulpturelle skærmkonstruktioner med i alt 8 forskellige geometriske skærmblokke. Et komplekst setup for videoprojektion. Deres funktion er at danne ramme om hovedkarakteren Livas underbevidsthed og de minder der genkaldes.

“For at facilitere virtual reality har vi 45 stk. mobile Oculus Go VR-briller på produktionen. Alle publikummer får et minikursus i brugen af VR-briller inden forestillingen, så de er rustet til VR elementerne,” siger Jakob la Cour..

Sange fra unges perspektiv
Unge fra Vesterbro Ungdomsgård sang sig til tops på hitlisterne og ind i folks hjerter med albummet ‘Kattejammer rock’, der udkom i 1976 med sange som ‘Røde sokker’ og “Baggårdskat,’ som beretter om livet som ung på datidens Vesterbro. I Teater Vestvoldens forestilling danner børnenes sange baggrund for en nyskrevet historie om Hvidovres baggårdskatte, hvor sangene indgår. Og selv om fyrre år adskiller pladen og forestillingen, så fortæller hver eneste sang en historie, som børn og unge kan relatere til i dag fortæller forestillingens instruktør Anders Lundorph.

“Selv om pladen udkom i 70’erne, hvor verden så helt anderledes ud end i dag, så er sangene skrevet på børnenes præmisser og fortalt ud fra et ungt menneskes perspektiv på verden, som unge kan relatere til i dag. Og de voksne kan se, at forældre er mennesker, der til hver en tid gør det så godt, de kan, ud fra de forudsætninger, de har,” siger Anders Lundorph.

Ekstra forestillinger
Kattejammer rock får premiere 8. september og spiller frem til den 29. september på Teater Vestvolden. Allerede inden premieren er spilleperioden udvidet med en række ekstra spilledage lørdag kl. 15 for at imødekomme den store publikumsinteresse. Forestillingen spiller hverdage og på lørdage. Se spilletider og bestil billet på teatervestvolden.dk.

 

KALENDER